Sisimiut - Fysioterapeut

 

Interesserer du dig for menneskets krop, bevægelse og funktioner? Og brænder du for at hjælpe det enkelte individ, så man har de bedste forudsætninger for at opfylde sine ønsker og behov?

 

Regionssygehuset i Sisimiut søger en fysioterapeut med tiltrædelse d. 1. august 2018 eller efter aftale.

 

Du arbejder godt selvstændigt 

Sygehuset er normeret til to fysioterapeuter, og du vil derfor få en kollega og sparringspartner i dit daglige arbejde. Vi søger dig, som kan arbejde selvstændigt, men også bidrager til vidensdeling og sparring på tværs af faggrupper. Dine arbejdsopgaver består bl.a. af:

 

  • Genoptræning af ortopædiske, neurologiske, medicinske og geriatriske patienter
  • Undersøgelse, behandling og instruktion af ambulante patienter
  • Planlægning og udførsel af indlagte og ambulante behandlinger
  • Udvælgelse og tilpasning af midlertidige hjælpemidler
  • Opmåling og udvælgelse af kropsbårne hjælpemidler i tæt samarbejde med bl.a. Sahva, København
  • Deltagelse i tværfaglige konferencer
  • Deltagelse i livsstilsambulatoriet og forebyggende terapi
  • Deltagelse i udvikling af retningslinjer og procedurer samt efteruddannelse af sundhedspersoner

 

Gode muligheder for sparring 

Fysioterapeuterne behandler indlagte patienter og ambulante patienter, som er henvist fra lægekonsultationen. Der er en tæt kontakt med de andre fysioterapeuter i Grønland, på kysten og på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Desuden er der et godt kollegialt sammenhold de forskellige faggrupper imellem på sygehuset, og en god atmosfære i huset.

 

Sygehuset har 70 ansatte og 20 sengepladser og fungerer som en kombination af lægepraksis og skadestue med mulighed for indlæggelse. Sisimiut kommune har ansat en ergoterapeut, som i tæt samarbejde med sygehusets fysioterapeut tager sig af hjælpemidler.

 

Smuk natur og friluftsliv

Her er, som i hele Grønland, smuk natur og rig mulighed for friluftsliv med vandreture, hundeslædekørsel, skiløb, sejlads og fiskeri. Byen er Grønlands nordligste med isfri havn i vinterperioden og den sydligste med hundeslædekørsel.

 

STATSBORGERSKAB

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at man skal have gyldig opholds- og arbejdstilladelse for at kunne arbejde i Grønland. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse, hvor ansættelsen er betinget af, at man opnår gyldig tilladelse.

 

REJSE OG BOLIGFORHOLD

Der ydes fri til- og fratrædelsesrejse efter gældende overenskomst.

 

Der vil til stillingen kunne anvises bolig efter gældende regler. Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant. Der kan være varierende afstand til arbejdsstedet.

 

LØN OG ANSÆTTELSE

Stillingen aflønnes i henhold til gældende overenskomst. Find din overenskomst her.

http://www.gjob.gl/Praktiske-forhold/Overenskomster

 

KONTAKT

Information om stillingen kan indhentes ved ledende regionslæge Helle Olsen på tlf.: +299 86 42 11 eller e-mail: HELO@PEQQIK.GL

 

Generelle oplysninger om løn og ansættelsesforhold kan desuden fås ved henvendelse til personalekonsulent Aqqaluk Jørgensen på e-mail AQQJ@PEQQIK.GL

 

Det grønlandske Sundhedsvæsen er pr. 1. juli 2017 blevet en røgfri arbejdsplads. Der er indført rygeforbud for alle ansatte i arbejdstiden. Dette omfatter alle indendørs og udendørs lokaliteter.

Ansøgningsfrist: 18. juli 2018