EPJ-Konsulent til udvikling og drift, Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Nuuk

 

Har du en sundhedsfaglig baggrund, flair for it og lyst til at udvikle og drive de kliniske it-værktøjer i Det grønlandske Sundhedsvæsen? Vi søger en EPJ-konsulent til udvikling og drift af vores EPJ (Elektronisk Patient Journal)

 

Vi søger en eller flere kolleger, som har lyst til et udfordrende job med gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.

 

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være gennemførelse og koordinering af Cosmic-relaterede udviklings- og driftsaktiviteter, herunder:

  • Kvalitetssikre brugen af de kliniske it-værktøjer, der benyttes i sundhedsvæsenet
  • Gennemføre bruger- og superbrugeruddannelse og træning
  • Supportere sundhedsvæsenets brugere af EPJ
  • Medvirke til fortsat digitalisering af arbejdsprocesser og rutiner

 

Dine arbejdsopgaver løses i et tæt samarbejde med de enkelte brugere, superbrugere samt ledelser med henblik på at styre og koordinere opgaveløsning og processer omkring sundhedsvæsenet kliniske IT-systemer.

 

Konkrete opgaver indeholder bl.a.:

  • Identificere opgaver og udvikle processer med udgangspunkt i brug af EPJ systemet Cosmic
  • Koordinere kommunikation og formidling overfor brugere og samarbejdspartnere
  • Gennemføre procesanalyser og beskrivelse af arbejdsgange
  • Konfigurere Cosmic, så it-systemerne understøtter de besluttede arbejdsgange
  • Tilrettelægge og gennemføre brugerundervisning og træning inkl. udfærdigelse af undervisningsmateriale
  • Udarbejde og opdatere brugervejledninger
  • Yde support i brugen af Cosmic til brugerne
  • Tilrettelæggelse og afvikling på møder og opfølgning på aftalte tiltag

 

Dine kvalifikationer:
Det vil være en fordel at have en sundhedsfaglig uddannelse, kombineret med erfaring i undervisning samt interesse og flair for IT og projektledelse. Da du kommer til at arbejde i en organisation med forskellige kulturer, såvel sproglige som faglige, lægger vi vægt på, at du er rummelig, tålmodig og empatisk. Desuden vil vi lægge vægt på dine evner til at tænke idéer og konkrete tiltag ind i komplekse sammenhænge med flere dagsordener og perspektiver, samtidig med at du bibeholder overblikket
til effektivt at træffe beslutninger. Kendskab til EPJ-systemet Cosmic er en fordel, men ikke et krav.

Som person er du struktureret og god til at bevare overblik over opgaver og faglighed. Du er god til at prioritere din arbejdstid og ved, at nogle opgaver kan løses med et hurtigt, kort og præcist svar, mens andre opgaver har større tyngde og vigtighed, der kræver større omhyggelighed, præcision og dokumentation.

Vi forventer, at du har et godt kendskab til grønlandsk sundhedsvæsen, sprog og kultur.

 

Organisatorisk placering

Som EPJ-konsulent vil du blive ansat i Det grønlandske Sundhedsvæsen med arbejdssted på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvorfra vi samarbejder med alle sygehuse, afdelinger og faggrupper i hele Grønland, Det Grønlandske Patienthjem i København og eksterne samarbejdspartnere i udlandet. Organisatorisk vil du være tilknyttet IT & Digitalisering, der er en stabsfunktion med ansvar for udvikling og drift af sundhedsvæsenets kliniske IT-systemer, herunder Cosmic som det fælles EPJ-system (Elektronisk Patient Journal). Vi er en lille men effektiv enhed, der i et uformelt arbejdsmiljø arbejder på at fastholde og udvikle et stærkt fagligt fællesskab gennem løbende efteruddannelse, kompetenceudvikling og sparring.

 

Det Grønlandske Sundhedsvæsen – Bredde, udfordring og faglig stolthed
Det Grønlandske Sundhedsvæsen hører under Departementet for Sundhed, og er organiseret i 5 regioner og 4 områder på Dronning Ingrids Hospital, Landstandplejen, Det Grønlandske Patienthjem og sundhedsvæsenets Driftsområde.

 

Søger du faglige udfordringer, er du nysgerrig og kan du lide at arbejde bredt, så er et job i Det Grønlandske Sundhedsvæsen noget for dig.

Du kan læse mere om Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.gl

I Grønland er der rig mulighed for at leve et aktivt fritidsliv. Om sommeren er vandring, hvalsafari, jagt, fiskeri og sejlture oplagte aktiviteter. Vinteren byder på nordlys og masser af skiløb og hvis du bor nord for polarcirklen, kan du køre på hundeslæde. I de større byer findes der masser af kulturliv med sportsklubber, kunstudstillinger, koncerter, cafeer og restauranter. Du kan læse mere om den region jobbet er placeret i på
www.peqqik.gl

 

Statsborgerskab
Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.

 

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

 

Bolig

Der vil til stillingen kunne anvises bolig efter gældende regler. Husleje og boligstandard kan variere, og der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig.

 

Ansøgning

Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format via www.Gjob.gl

 

Startdato: 1 september 2020 eller snarest muligt

 

Ansøgningsfrist: 21 august 2020

Ansættelsessamtaler afholdes løbende

 

Kontakt:

Information om stillingen kan indhentes ved IT-chef Torben Vestergaard på mail tves@peqqik.gl eller telefon +299 585 428. For interesserede fra Danmark gøres der opmærksom på, at man i Danmark er man 4 timer forud i forhold til Grønland.

 

Generelle oplysninger om løn og ansættelsesforhold kan desuden fås ved henvendelse på e-mail: PERSONALE@PEQQIK.GL

 

Se Det Grønlandske Sundhedsvæsens organisationsplan her:

Organisationsplan

 

Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en røgfri arbejdsplads.

 

Vi modtager udelukkende ansøgninger i PDF-format, elektronisk, via Gjob.dk.

Ansøgninger sendt pr. mail vil straks blive slettet for din sikkerhed.

 

Ansøgningsfrist: 21. august 2020