Jytte og Vagns historie


Jytte og Vagn er tidligere tandlæger i Det grønlandske Sundhedsvæsen. Jytte og Vagn sendte første gang en uopfordret ansøgning, hvor de blev ansat i et vikariat i Upernavik i Nordgrønland. Efterfølgende har de været i Tasiilaq i øst, Qaqortoq i syd og Sisimiut i vest. 





At være tandlæge i Grønland

Som tandlæge i Grønland skal du være forberedt på, at være i en situation, hvor du skal træffe øjeblikkelige beslutninger og behandle herefter. ”Nogle gange var vi nødt til at gå ud over vores tandlægefaglige beføjelser for at gøre det bedste for patienten”, fortæller Jytte. Faglige udfordringer er her mange af og du vil få andre udfordringer og oplevelser end du måske er vant til fra Danmark. Du sætter selv dagsordenen og træffer beslutninger derefter, men samtidig havde Jytte og Vagn også stor gavn af klinikassistenterne når det handlede om kulturforskelle. ”Her arbejder du i en anden kultur, som er vigtig at forstå og arbejde efter.”

Dagligdagen handlede dog ikke kun om patientbehandling, fordi som hhv. chefdistrikts- og distriktstandlæge skulle Vagn og Jytte også undervise og vejlede personalet på klinikken. ”For eksempel når en tandplejer blev bevilget fjernkursus, så blev det forventet at jeg vejledte og underviste tandplejeren i kursusmaterialet”, fortæller Vagn.

”På bygdebesøg var vores hverdag og arbejdsgang meget anderledes end det daglige arbejde på klinikken. For eksempel arbejdede vi uden røntgen hvilket naturligvis havde betydning for vores arbejdsgang og -metoder. Herudover er bygdebesøg en god mulighed for at opleve Grønland, f.eks. ved at sejle til bygden eller planlægge bygdebesøget i forbindelse med aktiviteter i bygden. Vi besøgte eksempelvis en bygd da der var hundeslædeløb. Disse bygdebesøg kræver dog også stor planlægning i forhold til alt det udstyr som skal medbringes, men også hvis der pludselig er defekter på udstyret. Vi har, ligesom vores kollegaer, brugt støvsuger som sug, og prøvet at reparere udstyr med den holdning, at hvis det virker, så er det godt, og hvis ikke det virker, så har det jo ikke ændret noget og vi er ikke stillet ringere end til at starte med.”

Jytte fortæller om en af deres oplevelser, hvor hun var midt i en behandling og skulle trække en visdomstand ud på en patient. Pludselig stoppede generatoren og der var intet lys. ”Vagn havde heldigvis en lommelygte med, så han lyste med lygten på visdomstanden så jeg kunne færdiggøre behandlingen” fortsætter Jytte.

Tandlæge i Grønland vs. tandlæge i Danmark

”Den største forskel er behandlingsniveauet, altså de behandlinger der er nødvendige/skal laves. Krone- og protesearbejdet er meget begrænset. Herudover skal man være opmærksom på, at man som tandlæge i Grønland ofte behandler alene.

Fritid

”Meget af vores fritid gik med at gå lange ture og nyde naturen, som vi var så tæt på. Her var også rig mulighed for at køre snescooter, hundeslæde (i Nord- og Østgrønland) og sejle. Vandreture i glitrende sol og 20 graders frost i Grønlands fantastiske natur var en sjælslutrende og intens smuk oplevelse.” I Grønland er her også rig mulighed for at købe alverdens fisk og skalddyr (hellefisk, snekrabber, rejer) som sælges på havnen. Man kan naturligvis også selv fange sine fisk, hvor der om vinteren er mulighed for is-fiskeri. ”Om sommeren kan du opleve midnatssol, og lyset er tiltagende fra midnat til morgen, således at du om morgenen står op til den glitrende sol og kulde.”

”Vi kunne altid spørge klinikassistenterne om der skete noget i byen, og der var jo ofte kaffemik (åbent hus) hos en af de lokale, hvor der var mulighed for at mødes med andre og lære dem, samt den grønlandske kultur at kende.”